345
færdige Asyl, før et grimmigt Uhyre med vildt opspærret Mund, gerrige Tænder og skummende Tunge vil forhindre mig i at søge Fred for den martrede Sjæl og det dødstrætte Legeme.
— Mener hun Fylax? tænkte Magisteren. Det er kun poetice et eleganter, man kan kalde slig en lodden Køter saa.
Mester Rothstein hviskede til ham:
— Hun taler ellers smukt for sig.
— Och saa synker jeg hen i Afmagt. Mine Sinder … mine Sanser … forlade mig. Jeg vaagner — finder mig i kærlighedsfulde Hænder, i Sjælehyrdens fromme, landlige Vaaning, och Videnskaben anvender sine Midler paa mit syge Legeme og (hun pegede med sin store, hvide Haand paa Magisteren) der staar Lægen, som kan og vil hele min syge Sjæl og føre den til Sandheds Erkendelse.
Magisteren blev nu arrig, og turde han have givet sin Tanke Ord, vilde de have lydt omtrent som saa: Nej, sandelig om jeg kan eller vil.
Men noget syntes han dog, han skulde sige. Det kom saadan:
— Er der gaaet Mamsellen noget imod?
Marion foldede Hænderne, slyngede Fingrene sammen og rakte de opad tvungne Haandflader mod Bræddeloftets i Fugerne paaklistrede Papirslister. Der var jo ingen Himmel disponibel. Hun deklamerede:
