344
Hans Læber saâ ud, som de sugede Kød og Blod ud, og flere Gange drog han dybe Sukke. Men indvendig talte han lidt om Kødets Lyst og Øjnenes Forfængelighed.
Patienten havde neppe aabnet Øjnene i al den Tid, Kirurgen og Abelone tumlede med hende. Kirurgen gjorde Tegn til Abelone at bringe de to Fade ud.
Præsten saâ vredt spørgende paa ham:
— Naa . . og saa?
Han trak paa Skuldrene og svarede:
— Kan meget vel bæres i Seng.
— Ja, det er godt nok, Mester, men …
Damen tog nu Ordet med foldede Hænder og med syngende, indsmigrende Blødhed i Røsten:
— Jeg er i et helligt Hus, hvor jeg ydmygelig burde knæle for dets ærværdige Herre og takke ham, fordi han gav en fattig Vandrerinde skærmende Tilflugt.
Hun havde en køn Stemme, deklamerede smukt i en Tonart, der uden at være slemt affekteret, dog havde et Strøg af Præstemaner.
— Et godt Foredrag! var Magisterens anerkendende, men tavse Dom.
— Vildfarende — baade paa Sjæl og Legeme, blev jeg overrasket af Herrens vilde Storm og Regn. Rings omkring hylede Vindbruden med vilde Vraal, skrækkelige Lyn brak frem af de mørke Skyer … Jeg søgte da Tilflugtssted for den himliske Vrede. Næppe har jeg betraadt det freds-
