341
talte Pulsslagene, til den lange Viser havde gjort en Minutvandring.
— Straks en Venæsectio. Sonst stirbt das Mensch. Sie ist wider in … in … syncope … Abelonchen — straks en Ting til Blodet … Her maa en straks Aareladning til.
Dette Bud hverken forbavsede eller forfærdede Magisteren og Husholdersken. Den første lod Kirurgen foretage denne Operation ret hyppigt, og Abelone gik hvert andet Aar til Smeden for at blive „ladt over“, for saa kom „det Unde“ ud af hende.
Hun gik ud og kom igen med et stort, rødt Lerfad. Amtskirurgen havde faaet sin Patient befriet for den store Kaabe og det næste Overstykke: en brun Fløjels, pelsværksforet „Basquina“ inden for hvilken en mat sort Taftes Tunika sad foldeløst tæt om Legemet.
— Teufel! brummede Kirurgen. Ist sie Nonne: Donnerwetter!
Han rørte ved Nederdelen. Ingen Fiskeben i Skortet! Det laa glat ned om Benene.
Magisteren sad tavs og stille i sin Lænestol med foldede Hænder. Han takkede Gud, fordi han havde givet ham Kraft til at mindes, at hans Søn havde været Tolderes og Skøgers Ven og ikke fordømt eller forbandet disse Omgangsfæller. Ellers vilde han, Magister Sextus Masmann, have beordret sit Tyende til at udsætte dette scortum aut prostibulum fra sin Arne og ikke
