340
Han mumlede brat, at han havde læst, at saadant var et Tegn paa Pestbefængthed. Han nøs aldrig, selv efter Snustobak. Han bad indvendig Gud om at holde Pest og anden ond Sot borte fra sin uselige Tjeners fattige Hus.
Men han skammede sig ved at røbe sin Frygt for den usle Djævel af en Barber.
Mester Rothstein havde fjernet Kutten, mens Abelone havde holdt Lyset.
— Potz tausend! udbrød han.
Og Abelone udbrød:
— Nej, Du store Gud i den højeste Himmel! Det er jo Baronens Bislaaperske!
— Halt Maul, Bauernsau! sagde Amtskirurgen, smed sin Lammeskindshue paa Gulvet og bukkede dybt.
De store, regelmæssig tegnede Ansigtslinjer viste sig i Spiddelysets Skær. De højt hvælvede, store Øjenlaage gled sagte fra hinanden. De sorte Pupiller viste sig for straks at dølge sig, da Øjenlaagene brat faldt til.
Magisteren tog et Tag i sin Lænestols Arme, hev sig op og nærmede sig Hyndebænken.
— Men i Himlens velsignede Navn! Hvad er det dog, det? Hans Sølvstangbriller gled ned ad Næsen.
Kirurgen havde faaet en stor hvid, velplejet Haand frem og holdt sin Finger paa Pulsen. Han tyssede med Haanden og tog et æggeformet Uhr i guldrød Tombakskasse op af Bukselommen og
