339
— Man maa tage, hvad Herren sender. Bær hende foreløbig ind i mit Kammers og læg hende paa Kanapeens Hynde, brummede Magisteren og klemte stærkt Fingrene paa de store Hænder, der laa foldede over hans anseelige Mave. Han gjorde det for at overvinde sin Ærgrelse over denne Herrens Sending, der brød saa forstyrrende ind i hans daglige Vaner.
— Tag fat, kommanderede han med temmelig hidsig Betoning. Kirurgen og Abelone tog atter ved.
Magisteren opdagede nu, at hans Døttre stod klyngede sammen med de hørgule Hoveder tæt op ad hverandre ligesom Faar i Regnvejr.
— Staar I her og maaber, I formaledidede Tøser! sagde han og langede den ham nærmest staa ende en forsvarlig Kindhest. Flugs hen og læs over paa Jere Lektier! Den lille Pige var altfor bange for sin Fader til at græde højt. Saa havde hun maaske faaet Ris. Med store Taarer i Øjnene og klukkende Aandedræt, lagde hun den sviende Kind op mod en af Søstrenes. De løb alle hen og satte sig om Bordet, mens de tre Voksne gik ud, Abelone og Lægen bærende den sorte Skikkelse gennem Gangen ind i Studereværelset.
En Nysen lød under det sorte Gevandt, sagtens fremkaldt ved den stærke Tobakslugt i Rummet.
Det løb koldt ned ad Magisterens fede Ryg.
22*
