Side:Gamle billeder.djvu/342

Denne side er blevet korrekturlæst

338

spredte de brede Skøder paa hans lysegraa Kjole, hivede han den sorte Masse op. Den faldt sammen. Med et rask Tag spændte han om den, og under Begloen af de Tilstedeværende trak han den ind gennem Gangen. Spiddelyset i Vinduet oplyste dunkelt Kirurgen og den sorte Klump.

— Groszes Frauenzimmer — der Teufel hol’ mich, sagde han stønnende og pustende — fuhl’ es deutlich — grosz und fett — recht angenehm! Pyh! Schwer aber!

Han lagde sin Byrde paa Gulvet og tørrede Svedperlerne af sin kolorerede Næseknop.

— Men i Herrens Navn! … sagde Præsten, … hvad skal dette forestille?

— Jøsses velsignede Kors! sagde Abelone.

Smaapigerne havde gemt sig i den mørkeste Krog, med opspilede Øjne og Tungerne ud af Munden.

— Hun der, Apelone eller hvad hun hedder, tag et Greb med i det Weibsbild.

Abelone tog ved den ene, Landlægen ved den anden Ende af den tunge, pjaskvaade Bylt og bar den ind i Stuen.

— Ja, det er … Abelone kvalte en Ed — Ja, sandelig er det et Fruentimmer. Hun har beskidte Støvler paa Benene … hvor skal vi gøre af hende, Hr. Magister? … Det er sagtens en Skærslippertaske, der er drattet om i det lede Regnvejr, men det maa dog ligegodt være et Menneske.