30
Abelone maa have pillet for stærkt ved det smuldrende Træ, thi pludselig lød det fra Sengen:
— Er der Nogen?
Skrækken gjorde Abelone resolut. Hun drejede rask Nøglen om, gik ind og sagde tvævt:
— Har han Noget at lægge i med? For det er koldt. Jeg skal tage nogle Tørv med strakst:
— Tak, Abelone! Hun er altid saa god mod mig.
— Ja jeg har jo altid holdt med ham, Laadvi’, naar han i gamle Dage skulde have Hug.
— Hun er et skikkeligt Fruentimmer, Abelone.
— Ja, men Tørv er her lidt nok af. Lad saa være med at græde. Det kan lige godt være bevægeligt nok med Guds Ord, som han vel ligger og læser i.
Ludvig smilede, da han saâ op paa Abelones ellers saa sure Ansigt. Nu græd hun og mumlede:
— Der er mere Surt end Sødt til i denne Syndens Verden.
Ludvig lo, og Abelone lo med.
Saa gik hun ud og kom lidt efter tilbage med Favnen fuld af Tørv, fyldte den lille bitte Ovn, sendte Mesterlektianeren et langligt Blik og sagde, da hun gik ud:
— Han skulde lige godt se at sove.
