329
trækkere og Bruch- og Ligtornesnidere“. Han havde været med i adskillige Krige — bl. a . den 2den schlesiske og et Par Felttog i Syvaarskrigen, først i østerrigsk, senere i preussisk Tjeneste. At saadant et Individ paa de Tider var „fugtigt“ var Noget, Ingen forundredes eller forargedes over. Det var en naturlig Ting.
Da han saa de to store Glas paa Bakken, gned han sine store, røde Hænder, mens der undslap ham et:
— Ah — ah!
Magisteren maalte ham, pegede paa Bænkens Sæde og sagde:
— Sæt sig, Mester Rothstein — og tag selv.
Han pegede paa Flaske og Glas.
Det var aldrig faldet Magisteren ind at sige Hr. til saadan en ulærd Djævel, end mindre at kalde ham Doktor. Han, den legitimt Promoverede, vilde for ingen Pris givet Monsieur Rothstein en akademisk Titel, højere end sin egen.
— Dusind Dak! sagde Kirurgen, skænkede bredfuldt Maal, drak ud paa „Gesundheit“ og sagde:
Ah! Na, Hr. Magister — det er immer vena aurea?
— Skulde mene det, sagde Magisteren. Jeg er immer trykket og beængstiget, har Uro i hele min Krop, har liden Søvn, men mange og stærke, tunge Drømme.
— Hm! und Maven?
