319
ise, at han ikke uden Frugt havde studeret den gamle Soraner Jens Schielderup Sneedorfs Prosa, den, hans Fader Magisteren hadede som allamodisk fransk Letfærdighed.
Han fortalte da sin Historie siden hin Aften ved Baronens Fest. Hans norske Ven lyttede nyfigen, rystede paa Hovedet, foldede sine store Hænder og drak Slurke Øl af sit Tinstob. Deres Størrelse rettede sig efter de Stemninger, Fortællingen afsatte i ham. Naar Talen kom paa Marion, rystede han paa Hovedet og mumlede: Stakkar, Stakkar!
Da Ludvig Masmann havde afsluttet, sad hans Ven med Hænderne over Ansigtet, tav en Stund og sagde:
— Hør Du! jeg skulde tro, at der kaldes paa Fruentimmeret. Hun længes vist efter at faa sin Alabasterkrukke fyldt af Salven, der beredes i hendes Bo og dermed salve Herrens Fødder som Synderinden i Evangeliet og tørre dem med sit Hovedhaar.
Ludvig var lige ved at lé, naar han tænkte paa Mutter Prantls fede Parfumesager og paa Marions mægtige Haarmanke.
Nordmanden brød hidsigt ud:
Hør, Ludvig Masmann! Jeg bliver nødvendigvis Svin, mens jeg er i denne By. Nu drikker jeg mig fuld, ligesom da jeg sidst laa dernede. Og jeg bliver sint og galen som den Gang. Jeg vil gaa ud og prygle Baronen og hans Djævel François. Det vil jeg … Fa’en pine mig, vil
