318
overvældende over mig som en Vaarflom. Den venter paa dig, liten Ludvig.
— Og drukner mig med det Samme, nåar den kommer.
— Ja, det gør den, det vil sige: Den drukner den gamle Adam i sig, og Du stiger op af Igenfødelsens og Fornyelsens Bad med rentvættet Sjæl og Sind.
— Man kan høre, Du kommer lige fra det teologiske Eksamensbord.
— Forbandet Tøv! Teologiens Distinktioner er Abespil. Nej Du, Troen herinde (han slog paa det brede Bryst og tømte en Dram) det er det, der gælder, Fa’r. Og den har jeg set hos gamle Bønder i hvide Vadmelskofter, og de havde mere Visdom og Kundskab i Troens Hemmeligheder, end hele jert dumme Fakultet i Hob. Jeg agter mig ikke at vide andet iblandt Jer, end Jesum Kristum og ham korsfæset. Vidste jeg bare det helt ud. Men jeg vil ikke foregribe Naadens Værk i Dag. Her nede i dette grimme flakke Land, der blæser Vantroens Vinde fra alle Hjørner og forpester Luften, Jeres Lunger drikker, men vore Fjelde ramler ikke til Side for de Pust. I Norge staar Troen urykket …. Ja, ja. Men fortæl mig, hvordan Du lider, og hvordan det er gaaet dig i disse to Aar.
Egenlig var Opfordringen kærkommen for Ludvig Masmann. Ogsaa fordi den gav ham Lejlighed til at levere et Stykke Prosa, hvori han kunde
