IX
Han styrede op mod Studiigaarden for at høre en teologisk Forelæsning, havde just drejet om Hjørnet af Klareboderne og Kobmagergade, da han løb lige mod en sortsmudset Person i graa, bredskødet Kjole, Knæbukser og Strømper af samme Farve, Skaftestøvler og trekantet Filthat.
— Bonjour, monsieur le bachelier! (omtrent vor Cand. phil.), sagde han til Ludvig Masmann. Ja, jeg beder Herren om Pardon, især da en højst sørgelig Ting bringer mig til at vove at attrapere Herren.
Nu genkendte Ludvig Masmann Skræderfrans’s uforskammede Grinebiderfjæs. Han gengældte flygtig Kammertjenerens Hilsen og saa spørgende paa ham.
— Herren præparerer sig jo til sanctissimum ministerium i Haab om at blive en værdig Successor af Herrens Fader, Hr. Magisteren. Og det var vel sket, om end sent, thi den Guds Mand nyder en mægtig Førlighed og ungdomsfrisk Vigueur. Jeg kan, om jeg end ikke skal hilse fra
