308
tryk af de stort svungne Linjer lige fra Armhulen, med den sortebrune Kvast flimrende i Lyset, over Bryst og Hofte ned til Læg, Vrist og Fodhuling.
Stakkels Marion! Et Udkast til noget Skønt fra Naturens Haand, forkludret af Livet! Ludvig Masmann fik Taarer i Øjnene og en Art flygtig Attraa i Blodet.
Saa maatte han lé, da han saâ Mutter Prantl ogsaa slaa et Slag hen mod Tragediestilen.
Hun var som altid om Formiddagen i sin Husdragt — uden Skørt over sin Caleçon. Nu satte hun det ene Buksetroldben op paa et Stolesæde. Det andet hvilede paa Gulvet. Det var to i Uldtrikot tæt stoppede Pølser. Hun havde saa meget Støtte, at hendes højre Haand med de lange Negle og den tilsvarende pølsede Arm kunde gestikulere. Hun talte Italiensk, naar hun blev patetisk, ligesom hendes Plejedatter talte Fransk, naar hun vilde være overlegen.
— Oh scandalo! oh obbrobrio! — Oh ricco oppressore della povera gente che succhia il sangue del loro cuore, che la vendetta del cielo, atterri questi scellerati nell’ abisso dell’ inferno del Dante e … del (hun fægter med Armene) o del Petrarca! (O Skam, o Skændsel! O, rige Undertrykker af fattige Folk, som suger Blodet ud af deres Hjerter! Gid Himlens Hævn maa nedslaa disse Skurke i Dantes …. eller Petrarcas … Helvedes Afgrund!)
Der stod hun og mente at være heroisk. Under
