306
hun; en uoverstigelig Skranke syntes at have om ringet mig, og aldrig havde hans voldsomme, men retskafne Kærlighed overskredet den. Men altfor meget hengav jeg mig til Betragtningen af dette farlige Skuespil. Jeg følte mig forvirret af hans Lidenskab, hans Sukke overvældede mit Hjerte, jeg fik Del i hans Pinsler og tænkte kun paa at beklage dem. Jeg saâ ham vride sig i krampagtige Bevægelser, lige ved at besvime for mine Fødder. Maaske den blotte Kærlighed havde skaanet mig, o, min Kousine! Det er Medlidenheden, der styrtede mig i Ulykke.
Saa plejede Mutter Prantl sukkende at sige:
— Ach ja, so geht’s immer. Und so liegt man im Dreck!
Det gentog sig nu. Thi det gjorde Marion ondt, at hun havde gjort Ludvig fortrædelig. Hun haabede at vinde hans Gunst igen ved Fremsigelsen af sit gamle Bravournummer. Men hun var ikke ret fornøjet med det Smil, hun saâ om hans Mund.
— Hvad har Du egentlig læst af Rousseau? spurgte han.
Hun gav sig til at græde.
Mutter Prantl gav sig til at græde, men blev straks efter arrig:
— Maledizione! udbrød hun. Poveraccia (stakkers Asen). Den Baronaccio tvang hende til at sidde hos ham hele Aftningen och høre paa hans recitazioni af alle Sorter af Teologia af Volterre
