27
Ludvig bøjede sig og gik. Magisteren sagde til sig selv:
— Jeg maatte ty til Latinen for at magte min Sindslidelse. Der var atter Taarer i hans store Øjne, der lignede Sønnens.
Abelone gjorde sig tidt et Svinkeærende til Herregaarden og passede Tiden til at faa bjerget sig et Stykke Mellemmad. Der fortalte hun i Borgestuen, at „Laad’vi“ havde „sat“ Magisteren, som ikke kunde give ham Hug, fordi Drengen havde snakket et Maal, som ikke var opfundet i de Tider, da Magisteren laa i København og læste over paa de Ting. Fadeburspigen erklærede, at det havde heller ikke lignet noget at give et karlehøjt Mandfolk Ris og „faa hans hvide „Jøv“ til at spytte røde Grise“. Pigen blev lønnet af Bifald fra det øvrige Tyende. Det rungede under Kælderens hvide Krydshvælving.
Abelone maatte ved sin Hjemkomst bringe Præstegaardens mange Pigebørn til Ro, bringe Sødgrød og Øl samt Klukflasker med Brændevin ind i Magisterens Kammers, at han kunde have noget at tære paa under sine Studier til Juleprædikenerne.
Der sad den gamle Herre i det kalkede, tilrøgede Værelse med de gamle Reoler, hvis Bøgers Læderrygge med Snørkler af Bladguld skinnede mat i Lyset, en Stump af en Alter-Vokskjærte spiddet paa en „Profit“. Den læderbetrukne Læne-
