303
nu (under og efter Landflygtigheden) oplyste Fornuften paa en Gang dets Aabenbaring.“
Der gaves altsaa ikke en en Gang for Alle fastnaglet, ubevægelig, uudviklelig Sandhed — den Paastand, der saa mange Gange havde ærgret den teologiske Student. Nej, en evig rindende Strøm, en evig Bevægelse, en evig Fremgang, en fremskridende Afklaring.
Det ny Testamente var kun en Elementærbog, om end den eneste universelle, der dog kun for en Tid kunde være Folkenes non plus ultra. Men den videre Komne skal ikke lade sine svagere Meddisciple mærke, hvad han har indsét. Netop den Bane, paa hvilken Slægten naâr til sin Fuldkommenhed, maa ethvert enkelt Menneske, (En tidligere, en Anden senere), først have gennemløbet …… Vil der ikke gaa megen Tid til Spilde? „Hvad har jeg da at forsømme! Er ikke den hele Evighed min?“
Det var nærende Føde for den unge Karl. Han trivedes aandelig, blev glad og fornuftig i Sindet, og hans Krop var stadig kærnesund. Han fandt, at naar man blot tilegnede sig denne Opdragelsesfilosofi, var det nok værdt at være Præst, eller som Dr. Bastholm kaldte det, „Folkelærer“.
Og saa Dramaerne? Ja, med dem var han først lidt i Forlegenhed. Han var vant til svulmende Ordpragt og bredt herskende Talekunst som i Evalds Stykker. Underlig blev han skuffet ved det fordringsløse Taleskifte i „Emilia Galotti“
