301
Orden i det, der ved første Syn tog sig ud som et Kaos. Han var glad som et Barn, da Titelbladet var kommet frem paa sin rette Plads, og han derpaa læste: Schriften von Gotthold Ephraim Lessing.
Bi lidt! Det Navn havde han læst og hørt. Ja — allerede, mens han gik og læste privat hos den brave Konrektor i Latinskolebyen. Med ubehændig Begejstring havde Konrektor læst noget op for Mesterlektianeren om Laokoon, men det Oplæste havde svirret forbi hans Øre uden at fanges deraf. Han havde jo aldrig set en Statue, knap et Maleri. Kun huskede han, at hans Konrektor havde sagt, at samme Lessing var en at Tidens „luciferi“, en Aandemaner og Tænkevækker af første Orden.
Studenten skar Arkene op. Hans Øje faldt paa Overskriften: „Die Erziehung des Menschengeschlechts“. Straks skammede han sig over at have lusket sig fra at læse Jean Jacques’s berømte Opdragelsesskrift Émile, han havde ikke kunnet arbejde sig frem i det. Saa trøstede det ham at se, at Lessing kunde magte hele Menneskeslægtens Opdragelse i en lille Piece, medens den store Franskmand havde ansét mange Bind for nødvendige til at omhandle et enkelt Menneskes.
Hvilken Forskel fra den svulmende Strøm af Ord og Beskrivelser hos Borgeren fra Genève og den maaske noget tørre Ordknaphed og Tankeædruelighed hos den tyske Lærde og Digter!
