299
Studenten tav, men sagde indvendig til sig selv:
Naturam expellas furca, tamen usque recurret.
I Stuen paa Gammelmønt blev Marion og Mutter Prantl hver paa sin Maade Studentens Mad kærester.
Han var træt af den Dundren i Hovedet, de Trækninger i Lemmerne, de mod Vægge, Gærder og Diger tørnende Rousseauske Lidenskabssofismer, de Schillerske attraaede Verdensomfavnelser, de Wertherske souveræne Elskovslængsler, de Evaldske Sjælevingeslag — Alt det, der havde væltet i hans Indre under hans ydre snævre og lurvede Virkelighedsliv.
Han drev op i Gammelmønt, sladrede og lod sig sønlig karessere. Men han skulde bestille Noget. Han gik nu paa Studiigaardens Kollegier, afskrev deres barbariske Latin og blev en jævnt flittig Studiosus for at faa Tiden til at gaa.
Og den gik umærkelig, den skulde jo gaa. Og Ludvig Masmann lod sig viljeløst drive med dens dvaske Strøm. Han blev Bakkalaureus, skrev til sin Fader, Magisteren, fik Penge og Formaninger om snarest muligt at tage Attestats. Jo — det kunde han jo gerne.
Han var ikke for Intet den fuldblodige og avledygtige Præsts Søn. Han, som tavs havde svoret Marion, mens hun endnu var hans Tankers Muse, evig Troskab! Nu fulgte han næsten metodisk
