298
æst og lært? spurgte Ludvig. Madame Marion havde med Møje faaet ham til at sige „Du“ til hende.
— Nej, sagde hun, og ikke paa den Maner, Du mener. Men de … de klinger i mig. Jeg bliver opmanet til Dyden.
— Dummes Zeug, sagde Mutter Prantl, som, i Stedet for som tidligere at tale ydmygt til Marion, efterhaanden antog en mere og mere overlegen Tone over for hende. Dette Klingeling har hverken dig eller alle de store Herrer og dine Mænd tugendhaft gjort. Al contrario.
Marion drog et Suk, rejste sig, gik hen og tog et Strikketøj og gav sig til at arbejde.
— Tu as raison, vieille! (Du har Ret, gamle), kun den rene Dyd, den bare Idyl og sine Medmenneskers Nytte!
— Ja, und sin eigen, føjede Mutter Prantl korrigerende til. En ældre, würdiger Mand und ….
— Silenzio, mamma!
En Dag udspurgte Ludvig Marion om, hvilke Roller hun havde spillet. Hun ramsede en Mængde tyske, franske og italienske Tragedie-, Komedie-, Pastorale- og Operaroller op, men lod ikke til at have Lyst til at gaa videre ind paa Sagen. Naar hun havde nævnet et Navn, sukkede hun og rystede paa Hovedet.
— Jeg vil ganske træde fra Dramaet ned til Idyllen. Leve, aldrig mere agire!
