297
hanses Venner so gewaltig hinner elske vilde, at han, den vigliaccio (Hundsfot) kunde forlange ret stor Abgift af den Grefe eller Baron for hendes Laan … Pfui! … Skidte mestiere! Dyd er schmuk — men den er for Mennesker med Penger. Kunst er schmuck, saa lange den bliver agirt … men ellers er skøn Kunst una fatica da cane (Hundearbejde).
Efter en saadan Udtalelse slog Madame Marion ud med sin hvide, altid kønt soignerede Haand, rejste sig og deklamerede indigneret:
Da Ihr noch die schöne Welt regieret
An der Freunde leichtem Gängelband,
Selige Geschlechter noch geführet
Schöne Wesen aus dem Fabelland,
Ach da Eure Wonnendienst noch glänzte,
Wie ganz Anders, anders war es da,
Da man Deine Tempel noch bekränzte,
Venus Amathusia.
— Geht mir gar zu hoch! sagde Mutter Prantl. Ach, Marion, har Du ikke tit faaet baade Skændeord und Maulschellen saavel af Direktor som af din augenblickliche Mand, naar Du laa i den skønne Natur och læste Verse, som ikke var i dine Roller eller Du ikke skulde deklamire paa Scenen. Se, det er Kunstens Løn.
— Det var just de herligste og de dybsindigste Vers, sukkede Marion.
— Forstaar Du nu alle de Vers, Du har
