288
skulde forestille den bodfærdige Magdalene, fattede han dog. Ude paa Baronens Herregaard havde han set sig henrykt paa et Stik efter Correggios Billede fra Dresden. Fra det havde han set noget Guddommeligt straale sig i Møde under Form af den genvundne Dyd. Det troede han var Meningen. Men her?
Her havde han sin „Idealia“ saa tæt ved sig, at han ved at bukke sig kunde feste et Kys paa hendes svulmende Barm. Men se om han gad tænke paa det Vovestykke! Nymfen fra Skoven ved Møllesøen, Najaden fra Marmorbassinet, Hyrdinden fra Jean Jacques’s søde Operette, l’amour mystique fra Kabinettet i hint Lastens Palads, laa nu der uden Guddomsglans med sin stramt lugtende Paryk og matroneagtige Legemsformer — en midaldrende Gøglerske.
Ak, bliver alle vore Guddomme saaledes reducerede ved nærmere Ettersyn?
Smerten i den unge Mands Sind havde skaffet sig et ufrivilligt Udbrud i Ordene: Stakkels Marion! Da det lød for hans indre Øre, smilede han bittert. Ak, hans Idealia var desværre ikke til.
Randlev Præstegaard, Magister Sextus Masmanns, Abelone Jeremiædatters, de uplejede Halvsøstres plumpe Figurer, Maaltidernes Grødfade af rødt Ler, Studiigaardens sorte Avditorier med forsnittede Bordplader og blankt slidte Bænke, hans grimme Korridor hjemme hos Skriveren, Mælkeskindet i Husfruens svedne Vælling væltede sig ind
