25
nasius Masmann, om hans Søn havde vovet at raisonnere, mens han endnu gik i Slagelse Mesterlektie. Skulde nu denne Faders Søn, Magister artium nec non Pastor Sextus Masmann, læmpe sig efter Tidens Vanart og nedstige til at diskurrere med en dunhaget Knøs, der endnu kunde komme til at staa Skoleret? … Nej. Der maatte overvejes mangt og meget, inden han, Magister Masmann, i nogen Maade kunde gaa ind paa Sligt. Og nu skulde han udarbejde sin Disposition til første og anden Juledags Prædikener.
Han løftede Hovedet og saâ igen paa sin helt udvoksne Førstefødte. Se — der stod han nu og saâ helt oprørsk ud med det brune krusede Haar uden Paryk. Men hvilken smuk Karl alligevel! Han vaklede mellem Forargelse og faderlig Stolthed, kløede sig en Stund under sin Bukkelparyk, som han, hvis det ikke havde været infra dignitatem, gerne havde spændt hen i Kanapéens Hjørne.
Han rømmede sig og sagde ret roligt:
— Det skal Du vide, Ludvig, at Du volder mig Forskrækkelse og Bekymring. Just i denne salige Juletid er mit Hjerte tungt, og min store Ansvarlighed for Herren og Menigheden giver mig endnu i tyende Dage intet Otium til at tage mig af din rette Optugtelse og udfinde den modus castigandi, som er dig tjenligst. Du faar nu vente til tredie Juledag, hvis Hellighed den formaledidede tyske Bartskærer Struensee til Kristendommens store Men
