280
langt ud over Gaden fra de skidne okkerfarvede og hvide Huses udludende Etager med mange Buler paa de smalle Maver.
Hen imod Grønnegade stod der med røde, falmede Bogstaver paa hvid Grund den angivne Adresse. I Stuen var en Butik med Hylder i Vinduerne tæt besatte af Klukkaraffer med Etiketter, der angav Indholdet med „Kornbrændevin 8°, Ratafia“, „Krambamboli“, „Solbær“, «Kirsebær“, „Hypokras“ og endnu langt forunderligere Navne. Der var intet andet Skilt end en Papplade, der hang paa Vinduesposten. Paa denne var der mellem parallele Blyantslinier forsøgt med Blæk at frembringe Frakturbogstaver, som betød „Julius Cæsar Peitersen, Distillateur samt alle Slags guule og graae Erter, tilmed Øll-Udsalg.“
Det glade, foraarsagtige Solskin tændte Glans og flatterende Farver over Karaflernes Indhold, saa Studenten maatte besejre sin Trang til at gaa ind og ved en rød eller gul Sopken at opildne det mandige Mod i sit Bryst, der forekom ham at synke, da han betraadte det lave Stentrin til Gadedøren. Den mørke, stejle, smalle Trappes Rækværk rokkede under hans Tag. Trinene knagede under hans Vægt. Han kunde ikke læse, hvad der stod paa en Dør ved den første Trappeafsats, men den Apotekerduft, han kendte fra hin Aften, laa ud over samme Afsats. Han bankede. Jo, det var rigtigt, thi der lød højt og skrattende et „Entrez“ med et r, der snurrede som et Tov om et Tandhjul.
