279
Slanger og enfoldige som Duer! Ja vel. Vær bare ærbødig mod Baronen!
Skriveren rakte Fingerspidserne frem. Han søgte at se snedig ud.
Han var mod Sædvane meddelelseslysten i Dag. Han fik mere Tillid til sin Logerende, efter at han troede ham i Stand til at lægge en snild Plan og bore sig ind til Faderens gode Levebrød.
— Ja, ja, mumlede han med Hænderne i Lommen paa sin gamle grønne Kalmuks Frakke. Jeg var jo kun Søn af en fattig Landsbyskomager og er dog bleven kongelig Embedsmand. Og det var saamænd, fordi jeg har leget med Monsieur Ludvigs Fader Magisteren, for saa tog Monsieur Ludvigs Bedstefader, Doktoren, sig af mig og fik mig ind som Dreng paa Amtstuen, og saa afencerede jeg uden at mærke til det, op til hvad jeg er, men videre kom jeg ikke, for jeg havde jo aldrig taget nogen Eksame. Men siger nogen, at der ingen Gud er til, saa kan jeg ved mig selv godtgøre, at det er Løgn, for hvorledes skulde ellers jeg fattige Landbybarn være kommet ind i et kongeligt Kontor? Man er dog Budenes Superiør, er man.
Han trippede ud. Ludvig klædte sig af og kastede sig paa Sengen. Hele Dagen og Natten laa han i en stødvis Søvn.
I Stedet for at gaa paa Studiigaarden den næste Formiddag, drev Ludvig Masmann ned mod Gammelmønt og fulgte Skilterne med Øjnene. De struttede
