278
hoser, de grove Knæbukser og de slubrende, ned traadte Slæber. Hvor i al Verdens Riger kommer han fra?
Ludvig Masmann tog en Mine op efter en stor stærk Garderløjtnant, han havde bidt Mærke i under Baronens Fest, og sagde henkastende med sin Stemmes dybeste Toner:
— Fra Medianoche hos Baron Urne.
Skriverens Haand for op mod Nathuen, han havde nær taget den af:
— Kan — jeg … stole paa, hvad han siger? Baron Urne? De siger jo . . jeg mener, de ymter om oppe paa Kontoret — at Baronen ikke maa komme til Kronprinsen.
— Det skal jeg ikke kunne sige.
— Ja — for eftersom Kronprinsen vokser til, stiger Hoffets Vejrglas mere og mere op imod Moralen. Ja, man siger saa meget. Er Baronen ikke saadan noget … hvad?
Skriveren bevægede sine Haandflader vandret vidt ud fra sig.
— Hvilket?
— Aa — saadan noget vidtløftig? Nej, det er sandt, Monsieur Ludvig, han gør bedst i at tie stille. Det skal Folk paa en underordnet Plads gøre. Oppe i Klædeoplaget — der véd jeg nok, hvad jeg véd, men pst . . ikke et Ord! Næ, næ, næ! For nu mindes jeg, at Baronen har jus patronatus til det Kald, Magisteren sidder inde med. Snilde som
