277
fede Kaffe med meget Sukker og Flødeskind i sig. Hans Kone sad i Sofahjørnet med en Uldhose, men sov mere, end hun strikkede.
Hvem kunde ringe nu? Skulde det være Studenten? Han havde jo slet ikke været hjemme i Nat. Han maatte dog vist melde Magisteren, hvorledes hans eneste Søn blev mere og mere liderlig, ellers kunde han maaske faa det at vide ad anden Vej, og han, Skriveren, gaa glip af de fattige Kostpenge. Men Drengen var jo en stor, stærk Knippel ligesom Faderen. Det var farligt at irettesætte ham. Nu om Stunder kunde det nok falde Ungdommen ind at lange Alderdommen en Kindhest, saasom Respekten blev undergravet af alle Slags Bøger, Blade og Viser.
Uden at have taget nogen Beslutning under sin hvide, strikkede Bomuldsnathue, bevægede Skriveren sig med slubrende Slæber ud i Korridoren, hvor Ludvig Masmanns Seng havde staaet urørt fra det forgangne Døgn.
Jo, det var ham, der ringede. Skriveren maalte sin Logerende fra Top til Taa med et sky Sideblik uden at se ham i Øjnene. Efter et adspredt: „God Morgen“, slængte Studenten sin lange, sorte Kappe paa Sengen og stod i den nu vistnok noget forpjuskede, men i Skriverens Øjne forskrækkelig elegante Selskabskjole og de af Gadestænk plettede hvide Strømper. Men de var dog af Silke.
— Det var som syv Satan! slap det ud af Manden med den Bomulds Nathue, de graa Uld-
