24
Stille lagde han Pisken paa Kanapéen og grundede under den ham ejendommelige Grynten eller Brummen. Det var en Bøn til Vorherre om at dæmpe hans Blods Syden og faa Lov og Evangelium bragt til Balance i hans forvirrede Sind.
Ludvig stod i samme Stilling som før med de store, krøllede Lokker bølgende om sin Pande.
— Hvor er din Perruque? spurgte Magisteren ret blidt henne fra Hestehaarssædet paa Bøgetræskanapéen.
— Revenons à la nature! sagde Ludvig.
— Fransøsk! sagde Magisteren vredt, men resignerede straks og blev siddende i sit Sæde med Armen i Rundkreds foran sig paa Bordet.
Netop i det Øjeblik forlod Abelone Jeremiasdatter sin Spionforretning, idet hun tænkte:
— Naar Laad’vi ingen Hug faar, saa rager deres udenlandske Sprikvorter ikke en anden En.
Men hun vilde ligegodt fortælle gode Venner oppe paa „Gaarden“, hvordan en allerhelvedes Karl Præstens store Laad’vi var bleven til.
Magisteren sad længe tavs. Han havde ladet sit Hoved synke ned paa Bordet. Han aandede og sukkede lydeligt og grundede, saa hans Ledemod knagede derved. Han maatte tale med sin Søn, siden denne Pilt havde begyndt at „raisonnere“, inden han endnu havde deponeret. Han selv — Magisteren — vilde have faaet et vældigt Livfuld Hug af sin Fader, den længst i Herren salige Herredsprovst og Theologiæ Doctor Atha-
