275
Toner, som en douce Harmoni — ja Lyksalighed — o, Lyksalighed!“
Pludselig vendte Alles Øjne sig om. Der lød en Slags Klappen som i et Teater. Den kom fra den Side, der indtoges af Kvinderne. Alle Hoveder vendte sig mod den Kant, Lyden kom fra. Det var fra en i sort Fløjlspels og tæt sort Slør hyllet Dame. Ansigterne vekslede mellem Forbavselse og Forargelse. Klappet var straks hørt op, som om Vedkommende havde dræbt det i Fødselen.
Prædikanten syntes ikke at være bleven forstyrret. Man saâ kun et let antydet Smil frem bringe en Krusning over hans fyldige Læber, men han afsluttede, uden at Tonefald eller Takt i Deklamationen ændredes.
Ludvig Masmann havde trods den tætte Tilhylling genkendt sin Eventyrprinsesse.
Skulde han sky hende eller søge hende? Hun rejste sig straks, da Talen var endt, og gik ud af Kirken, fulgt af Alles Blikke.
Ludvig ilede ud af Kirken. Foran Portalen saâ han Damen gaa hen mod en lukket Hyrevogn. Han naaede hende, ligesom hun skulde til at stige op. Hun greb hans Haand:
— Ach, hvor jeg er frydefuld over at se min Redningsmand opdukke igen som sendt af — af Providencen. Der er en Traad i mit Liv, nu er jeg vis deraf. Og jeg skulde se mit Barn her — i det hellige Tempel. Jeg vil nu bekende mig til den Religion, som er Rigets, den, der prædikes
18*
