273
hvide Bladkrave over Samariens fløjelsklædte Doktorbryst.
Et ikke betydeligt eller regelmæssigt, men oprømt — udfoldet Fysiognomi, med blaa, venlige Øjne, røde, sunde og trinde Kinder, omhyggelig opsat Haartop og symmetriske Tindingbakler i den pudrede Paryk.
En vindende, kultiveret Skikkelse! Oprømt Velvilje og blid Menneskelighed syntes at sænke sig rundt omkring i Rummet!
Han traadte frem med halvt nedslagne Øjne, der kunde tyde paa undseelig Beskedenhed eller paa, at hans Sjæl havde neddykket sig i vigtige Betragtninger. Denne Stilling blev han i, mens dens sidste Orgeltone bævede i rungende Etterklang. Auditoriet døsede under Oplæsningen af Dagens Tekst. Den besørgedes saare hurtig. Menigheden vaktes, da Prædikanten løftede Stemmen og Hovedet ved Ordet „Gud“.
Hvor stod Munden køn og sund! Studenten tænkte paa sin Fader, Magisterens, Maner at puste Kæverne basunengleagtigt op, at slikke eller bide Læberne. Aldrig snød denne Prædikant Næsen lydelig, aldrig harkede eller spyttede han synlig i Pavserne — Ludvig tænkte paa, hvorledes hans Fader kunde have trængt til en Hagesmæk om Præstekjolen og burde have varet de under Prædikestolen Siddende for de vaade Sager, der flød ned derfra.
S. Schandorph: Gamle Billeder.
18
