272
Gøglerske, en udsvævende Stormands aflagte Maîtresse.
Han var kommen nær ved det Hus, han logerede i. Han saâ alt i Vinduet sin Husværts Nathue og Merskumspibe i Vinduet.
— Nej, ikke derop! … Ja, hvad da?
Alle Byens Klokker klang. Gaa i Kirke? Ja, men hen i Slotskirken! Der prædikedes ikke sort Mystik og supranaturalistisk Overtro. Der havde rejst sig et Tempel, hvor en virkelig Folkelærer prædikede i Overensstemmelse med Fornuften og den ny Tids herlige Oplysning og gjorde Prædikestolen til et Kateder, hvorfra Sædelighed og Smag forkyndtes.
Han fik Lyst til at leve i den unge Dag og det friske Lys, i Tidens Dont og Færd.
Frejdig gik han over Højbro med rungende Trin. Han sagtnede sin Gang og gik langsomt op og ned langs Kirkens Rokkoko-Façade, mens Orgel og Psalmesang lød ud derfra. Ludvig Masmann afskyede lange Psalmer og vilde først træde ind, lige før Talens Begyndelse. Mange store Karrosser kom kørende og afsatte fine Damer foran Portalen. Som trippende Smaafugle med brusende Fjer og muntert hoppende Fødder under de knirkende, fiskebenstruttende Skørter, ilte de op ad Trappetrinene.
Prædikanten var alt paa Trappen til Talerstolen. Straks stod han foran Pulten med sin sne-
