271
den deri indeholdte Vægter gabede med en Lyd, der lignede Hanegalene.
Vandet i Gammelholms Kanal fik Liv i synlige Blink. De snepudrede Træer i Haverne paa den anden Bred traadte frem. Man kunde skimte Ruderne i „Slavekirken“ midt i den lange Pakhusrækkes buede Linier, der strakte sig helt fra Teatret ned mod Holmens Bro.
Inde fra de smalle Gader: Holmensgade, Admiralgade osv. løftede sig skrigende Mands- og Kvinderøster, der raabte med Flækkesild, Aal, Tørv, Svovlstikker og Gud véd hvad.
Det satte i at ringe fra Taarnet paa Holmens Kirke. Ja, det var jo Søndag Morgen, men det gjorde i de Tider, ingen Standsning i nogen Slags Trafik i Huse eller Gader.
Det lysnede helt op. Paa Skuderne ved Gammelstrands Bolværker blegnede Lygterne, mens Takkelager og Tovnet ridsede sig tydeligere og tydeligere i Dæmringen. Fra Dækkene lød: O høj — o høj! surrende Lyd af Tove og Tresser, Menneskeskikkelser saâs i Virksomhed ved Vinder, Tresser og Kættinger.
Nattevandreren blev betagen af Skamfølelse. Alt var i Arbejde om ham. Det var Dag, og han, uden Sans for, at han burde virke med til Almenvel og Almenvelstand, til Almenlyksalighed, arbejde med paa Virkeliggørelsen af sit Aarhundredes Idealer, han drev om i unyttige Drømme om en
