270
var lavet af Æddertaaser (ᴐ: Skruptudser)“. For den gamle Baron var en farlig „Taarfylding“, (Æder), var ked af kristelig Mad og hulkede alt nyt og kunstigt i sig, naar man satte det for ham. Det nyttede ikke, at Abelone fortalte, at hun af Nysgerrighed havde snasket lidt af den samme Mad; kun opnaaede hun, at Husmanden kaldte hende en So og bandte paa, at den gamle Baron lige godt ikke var bleven af med Livet paa en „regederlig“ Maade.
Kunde der ikke ligge et Sandskorn Sandhed i denne Bøtte Snak?
Frosten bed i Studentens Næse og Øren. Hans Aande stod ud i Luften som Dampen af en Kedel. Han drev om uden Maal og Med, oprevet og villieløs. Han gik og gik. Hanegal lød hist og her inde fra Gaardene. Himlen hvidnede i Øst. Stjerneøjnene begyndte at mattes.
Han hørte en enkelt Vogn rulle. En Kærre med Tørv, kørt af en Bonde med Faareskindspels og laaden Kabuds strøg ham tæt forbi. Den tjærede Piskesnært strøjfede ham paa Kinden. Lys tændtes i Kældernes sorte Boder. Svende og Drenge i hvide Forklæder skimtedes der nede. De pustede i de valne Hænder eller „dængede“ sig med de med stribet Uldtøj beklædte Arme. Tjenestepiger med Hovedsæt eller Bondehuer, i korte Bomuldskjoler eller i Hvergarnsskjorter, med Kurve paa Armen gled forbi i Mørket. En Kabuds og en Morgenstjerne steg op fra en Kælderhals, og
