Side:Gamle billeder.djvu/273

Denne side er blevet korrekturlæst

269

sig paa i svunden Tid, og at hun altsaa ikke var nogen Aarsunge. Men da havde han oparbejdet i sig den Tanke, at hun vel kunde omvende sig til Dyden. Julie i „La nouvelle Héloïse“ straalede jo efter sit Fald i dobbelt hvid Dydsglans. Burde den sande dydige Mand ikke snarere have ømme Taarer tilovers for en ædel, falden Kvinde, end paa barsk Præstemanér skyde den bodfærdige Synderinde fra sig?

Men nu hendes sære Fagter? Var hun ikke en Løgnerske eller Hyklerske? Og behandlede hun ham ikke som en Dreng?

Hvorfor havde den hæslige Skræder-Frans ledet ham til hende? Nu først kom Mistanken op i ham, at der laa et Rænkespil bag det Hele.

Han grublede og grublede, saa det smertede inden i ham, som Knive skar igennem ham.

Var Baronen trods sit Frisind og sin oplyste Tænkemaade, mere end en fordærvet Vellystning, ret et Medlem af det Samfund, den store Jean Jacques nedtordnede som den af Naturen dydige Menneskeslægts største Fordærv og Hindring for dens oprindelige Broderskabs Oprettelse paa Jorden? Ja sæt, han var Schillers Franz Moor! Han huskede, at han i sin Barndom var bleven helt forfærdet ved en Diskurs i Borgestuen i Præstegaarden derhjemme mellem en ældgammel „Præstehusmand“ og Abelone Jeremiædatter, hvori Abelone ivrig forsvarede Baronen mod at have forgivet sin Fader „i noget forgiftig udenlandsk Mad, som