VII
Natten var bleven stjernelys. Det var fra Frosttaage blevet klingrende klar Kulde. Den meddelte sig til den unge Fyrs Hu. Begreber som Last og Dyd begyndte atter at pippe frem i den.
Var denne Baron og denne Kvinde, som hver paa sin Maade havde betaget ham og rykket ham rent ud af hans vanlige Bane, af de blide Sværmerier for Lottes sikre og Rousseaus Julies tappert kæmpende Dyd — var de ikke Spøgelser, op fostrede i Lastens Gruber? Hans Fader, Magisteren, vilde sikkert henføre dem til Djævelens Rige, om end nedarvet og indpisket Respekt for de Fornemme vilde have knækket hans Mod over for sin Kaldsherre, Baronen, men hans Søn var for oplyst til at indrømme Djævelen mindste Stump Tilværelse.
Men hvorledes skulde dette ende? Hvor havde han kunnet føle Kærlighed til Baron Urnes Frille? For længe siden havde han jo forstaaet, at hun var den samme, hans Konrektor havde forset
