266
paa Sengen liggende og førte hende ud gennem nogle Gange.
I Porten holdt en aaben og en lukket Vogn. Den hvide Dame blev hjulpet op i den sidste. Den Gamle vinkede myndig ad Ludvig. Han adlød mekanisk og steg ind med. Den lille Tykke tændte en Haandlygte.
Det rullede ned ad de mørke Gader. Ludvig havde givet sig i Eventyrets Vold.
Eventyrets Prinsesse syntes at sove, liggende paa Forlændssædet — en stor, sort og hvid, uformelig Masse.
Den Gamle kyssede med Haanden ad Ludvig, som for Resten ikke havde i Sinde at sige et Ord. Han mærkede sit Hjerteslag repetere i sin Strube.
Efter en ikke lang Kørsel holdt Kusken stille. Det var i en snæver Gade. Vogndøren blev lukket op.
— Svegliati carina (Vaagn op, Søde)! sagde den ældre Dame, hvis hvide Toupet lyste som en toppet Dynge Sne i Mørket.
Damen fik rejst sig. Ludvig steg ud og rakte hende sin Haand, den Toppede kravlede bagefter med Lygten. Hvor saâ den Skønne graableg ud i Modsætning til den rødkindede Student. Han troede at opdage nogle tynde, hvide Traade flimre i Tindingkrøllerne. En Kuldegysning randt igennem ham. Eller var det kun Pudderrester?
Hun tog et fast Greb i hans udrakte Haand.
