Side:Gamle billeder.djvu/27

Denne side er blevet korrekturlæst

23

sine store, graa Øjne rolig i sin Faders, der meget lignede dem i Form.

— Vil Du lægge Haand paa dine Dages Ophav … Du … Du .. parricida? hostede Magisteren.

— Det være langt fra mig at have saa ugudelige Tanker, min Fader, jeg mener blot at være vokset fra Ris og Ferie, det siger Rektor selv.

Mesterlektianerne fik ingen anden korporlig Straf af Rektor, end at han kneb dem i Bagen for hver latinsk Bommert.

Præstens svære Krop dirrede. Han havde en Fornemmelse af at synke i Knæ. Han saâ nu først ret paa sin Søn … Ja, han var stor og karlefør. Og hvad laa i det Øje? En blid, men sikker Fasthed, der var ikke en fortrukken Mine i hans Ansigtstræk. Alle laa de i en næsten venlig Ro.

Magisteren trak Vejret kort og tungt. Det arbejdede svært under hans Paryk, bag den store Hjerneskal. Han saa sine egne Træk, skønnere og yngre for sig, og i denne Ro og Sikkerhed genkendte han sin første Hustrus milde Bestemthed. Som mange svære og blodrige Folk kunde han lige saa let blive blid som bruse op, men til daglig Brug betragtede han det som ene stemmende med sin Værdighed at være en aheneus vir, en genfødt Stoiker. Øvelse havde givet ham Sikkerhed i at spille denne Rolle og faa andre til at tro, at det var hans virkelige Natur.