263
— Ich habe es gewuszt. Du müsztest hier kommen. Nimmer haben meine heiligen Ahndungen mich getäuscht. Im rechten Augenblick kommst du, o mein Erretter, mein Erlöser, mein Sohn!
Hun lod Gevandtet udfolde sig, og folderig ilede hun Ludvig Masmann i Møde med aabne Arme, men sænkede dem, just som han troede at kunne favne den store, skønne Kvinde.
Studenten var kommen ind i det rummelige Værelse. Det var i vild Uorden. Paa alle Møbler laa alskens kvindelige Klædningsstykker, paa Gulvet stod et Par aabne, store Kasser. Af Møblerne var kun det store Psyke-Spejl i Orden.
Til højre stod et aabent Spinetklaver i perlemalet Kasse med forgyldte Lister. Med Ryggen til sad et lille, meget fedt Kvindemenneske med en umaadelig høj, pudret Haartop, opbygget i de mest forviklede Snoninger og Fletninger. Paa de smaa gule Fingre sad en Masse Ringe. Et Par store brune, godmodige Øjne lyste smilende ud bag de skildpaddeindfattede Briller. Over en sort Kjole bar hun et skinnende rødblomstret Shawl over sin mægtige Barm.
Da hun saâ den unge, fremmede Mand, foldede hun sine Hænder, saa Ringene klirrede, og sagde:
— Eccolo. (Der er han).
— Vi ville tale hans eget blide Sprog, Kätli, sagde den Hvide. Han er min geistige Søn, som
