260
Latter og Hvin lød ind i den nede fra. I et Mellemrum hørte man Marquis’ens Røst:
— Baron d’Urné! Je vous admire! Moeurs de la Régence! (Jeg beundrer Dem, Sæder fra Regentskabets Tid[1].
Ubevægelig, som forstenet stod Ludvig Massmann i Mørket midt i Bulderet og Skrigene.
Nej, det var for galt! Han sukkede sagte: O Dyden trædes under Fødder! Han var lige ved at skrige: Jeg vil hjem! Han var saa myg, at han endog kunde have anraabt Abelone Jeremiædatter om Beskyttelse.
Han mærkede nogle tørre Fingre om sit Haandled og var ved at synke i Knæ. En dæmpet Røst lød i hans Øre:
— Følg med!
Han huskede paa, at en Mand aldrig burde være fejg. Han fulgte med, snublende over Tabouretterne. En smal Dør blev aabnet med Ordene:
— Lige frem efter Lyset, som han sér.
Han troede i sin Ledsager at have genkendt Skræder-Frans.
Ad et Par Trappetrin kom han ned i en Slags kort Korridor. I Baggrunden en aabenstaaende Dør, hvorfra et stærkt Lys strømmede ud. Straks
- ↑ Philippe af Orleans, Ludvig XVdes Formynder og Frankrigs Regent fra 1715—23, bekendt for sine vilde Udskejelser. Hans Regeringstid kaldes la Régence.
