Side:Gamle billeder.djvu/264

Denne side er blevet korrekturlæst

260

Latter og Hvin lød ind i den nede fra. I et Mellemrum hørte man Marquis’ens Røst:

Baron d’Urné! Je vous admire! Moeurs de la Régence! (Jeg beundrer Dem, Sæder fra Regentskabets Tid[1].

Ubevægelig, som forstenet stod Ludvig Massmann i Mørket midt i Bulderet og Skrigene.

Nej, det var for galt! Han sukkede sagte: O Dyden trædes under Fødder! Han var lige ved at skrige: Jeg vil hjem! Han var saa myg, at han endog kunde have anraabt Abelone Jeremiædatter om Beskyttelse.

Han mærkede nogle tørre Fingre om sit Haandled og var ved at synke i Knæ. En dæmpet Røst lød i hans Øre:

— Følg med!

Han huskede paa, at en Mand aldrig burde være fejg. Han fulgte med, snublende over Tabouretterne. En smal Dør blev aabnet med Ordene:

— Lige frem efter Lyset, som han sér.

Han troede i sin Ledsager at have genkendt Skræder-Frans.

Ad et Par Trappetrin kom han ned i en Slags kort Korridor. I Baggrunden en aabenstaaende Dør, hvorfra et stærkt Lys strømmede ud. Straks

  1. Philippe af Orleans, Ludvig XVdes Formynder og Frankrigs Regent fra 1715—23, bekendt for sine vilde Udskejelser. Hans Regeringstid kaldes la Régence.