259
finger. Det laa slængt over den bortvendte venstre Skulder ned om Underlivet. I en Attitude som efter en Dans stod det højre Ben støttet mod Jorden, det højre var bøjet og stod frit i en løs Knæbøjning.
Men om Kvinden med den næsten spæde, langt fremstrakte Krop, mente i det mindste Ludvig Masmann, ligesom Arv om Jean de France, at hun saâ underlig ud. Ikke paa Grund af Klæderne, thi hun havde kun stramt Trikot paa sig. Men hun sad halvt ridende paa en Træstamme, fra hendes fra Tilskuerne bortvendte venstre Skulder voksede et Bundt Lavrbærgrene med Blade højt over Hovedet. Samme Prydelse havde hendes Bag og hendes hvilende venstre Fod.
— Apollon et Daphné — Al Vaticano. Bernini, lød det fra flere Sider.
Dundrende Applaus, under hvilken Tæppet blev trukket sammen.
Man blev ved at raabe Bis. Det blev efterkommet, men Synet vårede ogsaa nu kun et Par Sekunder.
— Trop mince! Pas assez de chairs![1] lød Marquis de Rastillacs brægende Stemme.
Man opdagede nu, at alle Lys var slukkede. Salen laa i tæt Mørke. Baronens Stemme lød:
— Mine Herrer! leg Blindebuk med de Skønne! Orkestret stemmede nu i en brusende Fanfare.
- ↑ Altfor tynd, ikke Kød nok.
