258
her i Byen. Hedder han ikke Lucchesi den Devin du Village? Men Colin?
Baronen: En højst udmærket Amateur, en ung würtembergsk Greve de Lauenstein.
Marquis’en: Skønt jeg paa hans Prononciation hørte, at han ikke var fransk, mærkede jeg dog straks, at han var af Familie. Er han i Diplomatien?
Baronen: Har været det. Er ude at se sig om. Jeg har kendt hans Familie, da jeg var i Stuttgart. Han blev mig rekommanderet af den. Jeg skulde helbrede ham for hans Musikraseri. Familien er angst for, at han skal gaa til en Operascene.
— En ejendommelig Helbredelsesmetode, min gode Baron.
— Den Slags Syge kureres bedst ved, at han faar Lov til at løbe Linen ud.
— Ah, ah.
Klaverets fine Toner klang med Harpeggier i rivende Takt.
Baggrundsdraperiet skiltes ad. I flyvende Fart kom en mandlig og en kvindelig Figur frem helt i hvidt Trikot, løbende ind fra venstre og standsede som ved et Trylleslag. Han havde fanget hende; de stod stille i en kunstig Gruppe. Musiken slog ind i en fløjteagtig, kælen Karakter.
Den slanke, ungdommelige Mandsskikkelse holdt det tynde Draperi med den venstre, ellers vandret udstrakte Haand, let mellem Tommel- og Pege-
