Side:Gamle billeder.djvu/260

Denne side er blevet korrekturlæst

256

Da maatte Ludvig betvinge en Lyst til at pibe i Fingrene. Colettes og Colins Forsoning i den lange Vekselsang, med den afsluttende Duet, fik ham til at fælde Taarer. Var det af Rørelse over Musiken eller af Skinsyge over Hyrdens og Hyrdindens Favntag, da Sangen var forstummet? Var det af Ærgrelse over, at han selv følte sig bondedum, over sin ringe Illusionsevne?

I næste Scene, da Alt er klappet og klart, kommer et Kor af Landsbyens unge Hyrder og Hyrdinder med Straahatte og flagrende Baand, Kvinderne dristig udfoldende deres Yndigheder.

Voldsom Klapsalve, mens Dansen gik, og mens alt dette Kød, blottet eller spændt i Trikot, bovnede ud og tumlede sig som paa et Rubensk Billede. Den gamle Marquis de Rastillacs: Eh, eh! blev til Hvin og gentoges uafladeligt. Dette spredte Sorgen hos Knøsen fra Landet, saa Colette foreløbig gled ud for ham mellem disse kønne unge, halvnøgne Koristinder. Korets Slutningsstrofe lød:

Allons danser sous les ormeaux,
Animez-vous, jeunes fillettes!
Allons danser sous les ormeaux,
Galants, prenez vos chalumeaux![1]

Hvor havde den store Studiosus Lyst til at være med i Dansen og skifte Pige saa ofte som muligt.

  1. Lad os komme hen og danse under Elmene! Bliv muntre, I unge Smaapiger! Lad os komme hen og danse under Elmene! Unge Karle, tag Jeres Rorfløjter.