251
tænkt over, om han var musikalsk modtagelig eller ikke. Han havde sammen med Skole- eller Universitetskammerater sunget med i Sange, der gik unisont og havde faaet Ros for sin smukke Sangstemme, men om dette var en Tenor, Baryton eller Bas, havde han ikke Begreb. Da disse Strygere, Metal- og Træblæsere, skønt de hver talte med helt forskellige Klange, saa dejligt smeltede sammen, lyttede han i glad Andægtighed, saa let opfangede han de markerede Rytmer og simple, velklingende, kvidrende Motiver i denne Pastoralmusik. Han lyttede sig dybere og dybere ind i den, glemte alt omkring sig og sank hen i dem, som han i sin Tid sank hen i den stemningsfulde og harmoniske Prosa i Werther. Da Oboen brød ind mod Slutningen af Ouverturen, gennemrislede en vellystig Dirren hans Legeme. Og da Klarinetterne, der dominerede Finalen, afsluttede Ouverturen, var han nærved at raabe: „Mere“, ligesom i sin Barndom i Præstegaardens Have, naar Aftenklokken, som han havde lyttet til med Opmærksomhed, holdt op med at lyde.
Men straks tog Forspillet til den første Arie fat — og under dette — o Himmel!
Paa lette hvide Fødder — ved første Øjekast saa de ud som nøgne — svævede hen over Tæppets brogede Blomster hans Tankes Dronning, den mægtige Nymfe fra Møllesøen hjemme og fra Marmorkummen i den adelige Palaisgaard.
En Salve af attraavækkende Skønhedsindtryk
