Side:Gamle billeder.djvu/253

Denne side er blevet korrekturlæst

249

var langt fra, at Tabouretrækkerne fyldte Salen. Der var mindst lige saa meget tomt som besat Rum paa det bonede Gulv. Da Baronen opdagede Ludvig henne i en Vinduesfordybning, nikkede han venlig, uden synlig Nedladenhed, syntes behagelig overrasket ved ikke at se ham i den sorte Studenterdragt, men i en lysegraa Kjole queue de morne, hvide Silkestrømper og hvid Silkefest med grønt Broderi. Den Stads havde han lejet efter en Kammerats Raad.

Baronen smilede og sagde: Den unge Herre maa jeg hilse paa Latin, om jeg ellers ikke har glemt Ciceronis skønne Idiom. Essayons. Salve nobilis juvenis, Apollinis et Musarum pulle! (Vær hilset Apollos og Gudernes Kælebarn). Splendes ut sol primi veris.. (Du straaler som den første Vaarsol).

I en Vinduesfordybning sad en meget fed, gammel Kavaller. Han havde trukket sin Taburet derhen for at have Rygstød mod Væggen og Støtte for sin Arm i Karmen. Han sagde paa Fransk til Baron Urne efterat have maalt Ludvig Masmann:

— Køn ung Person! Formodentlig en Skønaand? Hvad befaler? . . Af Familie? Naa ikke? Ja, ja …. en skarp Pen? Saa meget desto bedre.

Baronen svarede med et Nik til den gamle Herre og trykkede samtidig Ludvig Masmanns Haand, sagde saa til dem begge: