247
som „mit Hjærte“, „ma petite“, „Schätzlein“. Selv Skræder-Frans, der ogsaa var i Funktion for at hjælpe baade Herrer og Damer, kyssede en nøgen Skulder efter at have trukket Kaaben til Side og fik til Straf et venskabeligt Ørefigen.
Han aabnede en Tapetdør. En smal Trappe viste sig.
— Les belles comédiennes sont priées de passer, par ici, sagde han højt.
Og en halv Snes Damer i Over tøj forsvandt ad den halvmørke Trappe. Frans lukkede efter dem og stødte lige paa Ludvig. Han sendte en plebejisk Gestus efter dem og sagde ind i Øret paa Studenten:
— Ane Hattemagers Bataillon! Jeune Monsieur! I Aften er her stor Kødexposition. Har han stadig sin Teologi ved Haanden og in mente?
Det kogte i Præstesønnen, da han blev Genstand for familiær Tiltale fra denne „Tallerkenslikkers“ Side. Ludvig grundede paa et haanligt Ord, men inden Citatet af Evald: „Væmmet ved Mængdens frække Fortrolighed“ formede sig paa hans Tunge, var Kammertjeneren borte.
Et Sekund følte Studenten sig fristet til at flygte fra alt dette. Men Nysgerrigheden vandt Sejr. Han fulgte Skaren af Herrer med broderede Kjoler og Veste eller i gule, røde og lyseblaa Uniformer op ad Hovedtrappen.
En stor, stærkt oplyst Sal, skinnende af hvide,
