Side:Gamle billeder.djvu/249

Denne side er blevet korrekturlæst

245

mænd, som i disse Aar begyndte at rejse Hovederne. Han kaldte dem Pennetyggere og Neglebidere.

Tilsidst bestod hans Omgang kun af de fremmede Gesandtskabers Personale, af nogle Officerer af Gardekorpserne og Husarerne, som imponeredes af og morede sig over hans souveræne Foragt for borgerlig Moralitet og hans Forraad af frivole Historier fra hans Ungdomsliv i Udlandet.

I længere Tid havde der kun været festet med smaa Diners og Soupers i Palaiset. Nu for det om paa Rygtets Vinger, at nu skulde der være en stor Midnatsfest (medianoche) med Komedie og plastiske Attituder, hvor Baronens Husgudinde, Demoiselle Marion, vilde vise sig for en udvalgt Kreds af udenlandske Diplomater, indfødte Officerer og enkelte kosmopolitisk dannede yngre Adelsmænd. Selvfølgelig var der ikke Tale om at Damer, der ikke tilhørte eller berørte Demimonden, kunde vise sig i et saa ilde renommeret Hus.

En Nat i Februar straalede den lange Vinduesrække i Lysglans. Ved Midnatstiden raslede høje Karosser vuggende i vældige Fjedre med parykbærende Kuske paa Bukkene og Lakajer bag paa hen foran Porten. En Schweizer med sin trekantede Hat paa Sned, stort gult Bandelér over Bryst og Mave, mægtig sølvbeslagen Stav knejsede i den Urneske Families Galalivrée. Lakajen hjalp galonerede Herrer og højhælede maskerede Damer