20
med en laadden Hue trukket ned i Panden, sad til venstre for Kusken.
Abelone Jeremiasdatter lod i Overraskelsen de Udbrud undssippe:
— Det er Laadvi!
— Silentium! sagde Magisteren, tog sit Sejrværk op af Bukselommen og brummede:
— En halv Time for tidlig. Jeg vil ikke afbrydes i mit Middagsmaaltid — forstaar hun? Og nu ikke et Ord. Ingen maa lades ind! Æder alle videre i ubrødelig Tavshed … Ja hun kan gaa ud i Gangen, Abelone, og sige ham, at han skal begive sig ind i mit Kammers. Men sæt først Ribbensstegen herhen, thi vente vil jeg, sandt for Dyden, ikke.
Begge Ordrer blev adlydte. Pastoren søgte og vragede en god Stund, inden han skar et forsvarligt Snit, medens Abelone var ude.
Hvis Nogen havde givet nøje Agt paa Præsten, vilde han have bemærket, at hans knebelsbartagtige Bryn havde trukket sig sammen, at en sær Blanding af Sorg og Vrede havde bredt sig over hans store Træk, at hans Hænder foldede sig, saa de knagede, at Øjnene løftedes mod Loftet, og hans Læber bevægede sig til uhørlige Ord — ja at Taarer tvang sig frem over hans hvælvede Øjenkugler.
Han gik ud igennem Korridoren. Alle hans uvilkaarlige Livsytringer kom frem med Brask og Bram. Hans Gaben og hans Suk lød som Brøl.
