234
Lægge, rettede paa Parykken og nikkede ad sit Spejlbillede. Han talte igen Fransk.
— François … Spændet paa min venstre Sko maa rettes … Skynd dig, Slubbert! … Hvad gaar der ad dig? Du ser, min Tro, ud, som om Du var fornærmet.
— Det er Følelser, som en Slubbert ikke har Lov til at nære, naadige Hr. Baron. Desuden, da Naadigherren brugte det Ord Coquin (Slubbert), saa følte jeg mig sat ned i min rette Sfære. Tillige en Slags Stolthed over, at Naadigherren var saa nedladende at beære mig med en vis Art af mangeaarig Fortrolighed.
— Sganarelle, sagde Baronen ret muntert, mens han spændte om Livet den spinkle Sølvkaarde med Diamantknappen paa Heftet, lad os arrangere en Medianoche om nogen Tid med Musik, Komedie et cetera, hvori Madame udfolder sine grâces. Hertil skal indbydes de kønne Smaapiger af vort Bekendtskab samt den unge Théologien fra i Morges. De lokale Generalforpagtere begynder jo paa Sligt her i vort Naboskab. Vi maa have noget lignende, men det maa være udydigt. Lad spænde for. Følg med til den franske Ambassadesekretær, den unge Marquis de Huot … Ved du — hvis Du sladrer af Skole, render jeg Kaarden gennem Livet paa dig?
— Ja, Hr. Baron, jeg føler alt det kolde Staal i mine underdanigste Indvolde.
— Ser Du, den unge Fyr og Madame skal
