232
Videnskab. Jeg véd ikke, om jeg tog min Fader Skræderen for Gud, naar han arrig raabte: Herren skal straffe dig, din liderlige, gemene Slubbert! og paa samme Tid smed Pressejernet efter mig. Hvorledes dette nu end forholder sig, saa fik den Præst, som konfirmerede mig, til at tænke som saa: Hvis Gud er saadan en Sjælesteger, som Præsten lader ham være i sit Helvede, saa er han selv bedst tjent med, at man fornægter ham. Og ærlig talt, min naadige Herre, jeg har aldrig mærket til ham mit hele Liv. Personlig har jeg intet imod ham. Han har hverken gjort mig ondt eller godt. Jeg kender ham ikke.
— Ondt eller godt? Hvorledes distingverer du de to Kategorier?
— Det Gode er det, som jeg føler, naar jeg æder god Mad eller drikker god Vin — ja, til Nød Øl eller Brændevin — den Vederkvægelse, jeg fornemmer ved at ligge i en varm Seng — ene eller helst med en varm Pige. — Ondt kalder jeg alt, som vil hindre mig i mine Lysters og Be gæringers Mættelse.
— Der en vis Konsekvens i din Logik.
— Jeg regner mig det ikke til Fortjeneste, Hr. Baron, saaledes er jeg skabt.
— Burde jeg ikke længst have jaget en saa slet Karl paa Porten? Men tal videre. Du skal ingen Hug faa, hvis Du konserverer Respekten for mig.
— Samvittighed, Ære og Gudsfrygt, det er
