230
lærte jeg at græde og sukke, svømmede i Sentiments og Filantropi … Var jeg blot bleven i Frankrig …. Men jeg har Aar efter Aar gaaet med Wertherfeberen i mit Blod … Otte Aar de par touts les diables! . . Men er der gaaet Sentiments i Madame for en stor og køn ung Karl …! Hm, hm! … Men man kan jo ikke lade saadant et stakkels Kreatur gaa under af Sult.
— Aa — hvad? Men Madame er jo ikke saa gammel, at hun ikke kan tjene Brødet endnu en god Stund.
— Uh, uh! At man er i en saadan Situation, at man kun har til Fortrolig den største Slubbert, der træder paa Jorden.
— Den Skæbne, mod hvilken man omsomst sig stræber at bevæbne, sagde François og løftede Armen, som for at afbøde et Slag. Da det ikke kom, steg hans Mod til at vove en stor Uforskammethed. Han fortsatte:
— Naadigherre! Enhver har vel de Venner, han fortjener.
Nu kom Ørefignet langet ud med brutal Kraft som et Smeld af en Firhestpisk.
François var lige glad. Han var saa fornøjet med, at han havde faaet sin uforskammede Ytring frem, at han med en vis Martyrglæde tog mod Følgerne. Han saâ endog ret frækt sin Herre i Øjnene.
Baronen sagde:
