229
store, hvide, ringprydede Hænder bøjede mod hinanden. Pludselig lød et lille Skrig, det sortebrune Haar løste sig helt op og delte sig i svære Strømme ned over det skarlagenrøde Shawl.
Et hastigt Sæt, og let ilede de hvidskoede Fødder henad den flisebelagte Gang.
Hun forsvandt gennem en lille Dør i Stueetagen.
Baronen sank med høj Latter og med Hænderne over Øjnene ned i en Lænestol. Han lo længe. Og længe betragtede Tjeneren ham, mens hans Tunge spillede langs Læberne. Han sagde:
— Ja, det er meget amusant. Man kan rigtignok se, at Madame er en udmærket Comédienne. Hun løber saa let og nymfeagtigt, som hun hørte til den store Operas Corps de ballet i Paris.
— Sganarelle! kaldte Baronen bestandig med Hænderne for Øjnene og klukkende af Latter.
— Oui, Monseigneur! sagde François med sit mest slyngelagtige Blink i Øjet.
— Véd Du, at Don Juan er ennuyeret … eller fatigueret ved … Madame?
— Otte Aar er en lang Tid, naadige Herre. Det er kun tyske Kvinder, der ved Suk og Graad kan gøre sig saa klæbrige, at man ikke kan komme fra dem.
Hvor Du dog er en impertinent Knægt sagde Baronen med sammenbidte Tænder. Og, dog taler Du i visse Maader sandt … Hu! de tre Aar, jeg var Ambassadeur i Würtemberg! Da
