224
paa en knæbukset Skikkelse. Han genkendte straks Baronens aldrende Kammertjener, François alias Skræderfrans.
Ludvig sâa gennem det store Vindue paa Afsatsen ned i Haven, standsede lidt og heldede sig langt ud ad det store, aabent staaende Fag.
Han opdagede en Kvindeskikkelse med rank og kraftig Rejsning. En stor Haarmasse laa opløst som en Manke ned ad det skinnende røde Shawl, hvori hun havde draperet sig med mange Folder. Under dette saâ han en hvidgul, ulden Tunika, med lige og dybe Folder ud over Fødderne.
Hun syntes ham, lig en homerisk Gudinde, større end de dødelige Kvinder. Hun lænede sig paa Marmorkummens Rand. Imellem Haarstrømmen ved Øret saâ Ludvig hvide Fingre glimte frem. Den venstre Arm, som hun støttede Hovedet paa, glimtede som rosadæmrende, hvidt Alabast. Skikkelsens lette Bøjning til venstre skabte bløde, kraftige Bølgelinjer i Legemet.
Ludvig daanede hen i salig Beskuelse som over for en Aabenbaring fra en anden Verden. For første Gang gik det op for ham, at der rummedes andet i Homers Odyssé og Vergils Æneide end Gloser og Heksametre. — Ja, saaledes maatte sikkerlig Circe have aabenbaret sig for Ulysses, saaledes maatte Dido være traadt frem for Æneas.
Latinske og græske Heksametre snublede over hverandre i hans Hukommelse. Ubevidst omfor-
